Høring om omskæring af drenge

Af Peter C. Gøtzsche, professor, dr. med., Det Nordiske Cochrane Center

Den 22. oktober 2014 blev der afholdt en høring på Christiansborg, ”Omskæring af drenge – hvad med rettighederne? Afdækning af argumenter for og imod omskæring af drenge i Danmark”. Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder havde indbudt til høringen, i samarbejde med Folketingets Udenrigsudvalg.

Det var en interessant eftermiddag, men også noget af det mest bizarre, jeg har oplevet. Det skinnede alt for tydeligt igennem, både under de inviterede oplæg og i diskussionen, at det ganske enkelt ikke er muligt at argumentere rationelt for at opretholde retten til rituel omskæring af små drengebørn, men det afholdt ikke flere af oplægsholderne fra at gøre forsøget.

En jødisk læge og en muslimsk læge, hhv. Henri Goldstein og Kamran Shah, var enige om, at omskæringen var en meget vigtig del af deres fællesskab. Andre påpegede, at det er en mærkelig adgangsbillet til et fællesskab, at man skal have skåret noget af sig selv for at blive medlem.

Goldstein nævnte, at 5-10 % af jøder ikke er omskårne. Jeg har svært ved at forestille mig, at disse 5-10 % bliver afvist fra fællesskabet, og hvordan skulle man i øvrigt kontrollere det? Det er vel ikke sådan, at jøderne har hemmelige protokoller over, hvem der er omskåret, og hvem der ikke er, og det er vel heller ikke sådan, at hvis man som jøde møder op til en fest eller i synagogen, så står der en dørvagt, der beder alle af hankøn om at trække bukserne ned, så det kan konstateres, om man er berettiget til at deltage i fællesskabet?

Leo Milgrom, en omskåret jøde, fortalte overbevisende om, at da han blev født, var han netop en del af et fællesskab i den lille familie, men efter han var blevet omskåret, blev der skabt en stor afstand i fællesskabet, og der gik mange år, før hans mor indrømmede, at det havde været en fejl at lade ham omskære. Milgrom nævnte, at nogle jøder ikke længere omskærer drengebørnene, men anvender en anden form for ritual, der ikke skader børnene, f.eks. ved at give et lille stik i stedet for. Goldstein indvendte herimod, at det er yderst få jøder, som anvender et ritual af denne karakter, men det er jo sagen uvedkommende. Efter min opfattelse burde det store flertal af jøder lære af det lille mindretal, som i højere grad tænker på barnets tarv.

Det blev også nævnt, at religion er menneskeskabt, og at kristendommen har ændret opfattelse om rigtig mange ting under historiens gang, så hvorfor skulle ikke også jødedommen og islam på tilsvarende måde kunne ændre opfattelse af noget, der i høj grad er uhensigtsmæssigt?

Kamran Shah, der udover at være læge også er imam og repræsentant for Dansk Muslimsk Union, tog imidlertid skarpt afstand fra tanken om at ændre holdninger og anførte, at der næsten ikke er nogen muslimer, der ikke er omskåret. Shah argumenterede for, at hvis man forbyder omskæring, så vil vi se illegal ”baggårdsomskæring” under vilkår, der medfører langt større helbredsrisici, end hvis det foregår åbent. Det argument holder ikke. Vi har hørt de samme argumenter i forbindelse med omskæring af pigebørn, men det har ikke forhindret os i at forbyde denne praksis. Det har tilsyneladende heller ikke bevirket, at der er kommet en stigning i den illegale, og mere risikable, omskæring af pigebørn.

 

Shah fremstod sød og venlig, men han forekommer mig at være en ulv i fåreklæder. Han har f.eks. forklaret, at det er ”haram” (syndigt, dvs. forbudt af Allah) for gode muslimske søstre at uddanne sig til at blive social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og bioanalytikere, fordi man i disse erhverv kommer i kropslig kontakt med andre mennesker (http://youtu.be/YJVv2kt2U60). Han så hellere, at de uddannede sig som skolelærere, så der kunne komme rigtig mange muslimske skoler, og så man kunne imødegå den hjernevask, han mente, finder sted i nogle af de danske skoler. Jeg synes måske nok, man kunne have fundet en mere værdig repræsentant for danske muslimer til høringen end denne ekstreme imam.

Else Smith, direktør i Sundhedsstyrelsen, gennemgik noget af den medicinske evidens for omskæring og konkluderede, at Sundhedsstyrelsen ikke på det foreliggende grundlag kunne anbefale omskæring som en sundhedsfremmende foranstaltning. Hun tilføjede, at Sundhedsstyrelsen på den anden side heller ikke så nogen grund til at fraråde omskæring, fordi styrelsen mente, at risici var meget små.

Dette blev imødegået af læge Morten Frisch, som nævnte, at Sundhedsstyrelsens notat om omskæring fra 2013 er fuld af pinlige fejl, unøjagtigheder, bagatelliseringer og alvorlige udeladelser, der i udstrakt grad giver plads til religiøse gruppers syn på sagen. Frisch påpegede, at der faktisk er børn, der dør pga. omskæring, og at der er ganske mange andre, der får alvorlige operative komplikationer. Frisch omtalte en opgørelse fra Rigshospitalet, det viste, at 5% af de børn, hvor man havde gennemført rituel omskæring, fik betydende komplikationer af indgrebet. Smith hævdede, at materialet også inkluderede omskæringer på medicinsk indikation, og at komplikationsraten derfor ikke kan sammenlignes med de mere gunstige komplikationsrater fra udlandet. Men dette er ikke korrekt; det drejede sig kun om rituelle omskæringer. Smith hævdede også, at der aldrig har været alvorlige komplikationer til rituelle omskæringer i Danmark, men dette er også forkert. Sundhedsstyrelsen er vidende om en sag, hvor en spæd dreng havnede i koma på Hvidovre Hospital efter en fejlslagen omskæring udført af en læge i maj 2014. Det fremgår af et ministersvar til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg fra 2. juni 2014:

”Sundhedsstyrelsen har oplyst følgende: ”Sundhedsstyrelsen ved, at Embedslægerne er blevet kontaktet af et sygehus med oplysninger om, at en dreng er blevet indlagt på sygehuset med komplikationer efter anæstesi i forbindelse med omskæring. Sundhedsstyrelsen undersøger, om der er anledning til at starte en tilsynssag.””

Frisch omtalte også de skadelige effekter af omskæring for seksuallivet. Shah argumenterede derimod stærkt for berettigelsen af omskæring pga. den ”fantastiske evidens” der er for de mange medicinske fordele, men det er der jo netop ikke, og det er i øvrigt slet ikke det, sagen drejer sig om. Jøder og muslimer har ikke indført omskæring for at forebygge sygdom; det er et gammelt ritual, og intet andet.

Filosof Klemens Kappel, tidligere medlem af Etisk Råd, leverede dagens besynderligste indslag. Han argumenterede for, at det kunne være i orden, at forældre påfører deres børn lidelser, hvis formålet er at styrke et fællesskab. Kappels argumentation kan bruges til at legitimere omskæring af piger, og den passer også meget dårligt med, at vi har afskaffet revselsesretten. Det er jo uendelig meget værre at fjerne forhuden på en lille dreng end at give ham en lussing.

Tyge Trier, advokat og sagkyndig i menneskeret, herunder børns rettigheder, var fortaler for, at barnet selv skulle have indflydelse på beslutningen om omskæring, men han argumenterede for, at barnet var i stand til at overskue konsekvenserne af en sådan beslutning allerede fra 7-års alderen. Det passer meget dårligt med, hvad vi ellers ved om børn. Børn, der er så små, vil være stærkt påvirkelige af, hvad deres forældre mener. I øvrigt er tatovering ulovlig før barnet er fyldt 18 år, hvorfor omskæring også bør forbydes indtil børnene bliver myndige og selv kan tage stilling, hvilket danske læger og et stort flertal i befolkningen ønsker. I modsætning til tatovering, som i nogen grad kan fjernes igen, er omskæring et irreversibelt indgreb, så også af denne grund er det langt værre end tatovering.

En anden interessant ting, som Frisch påpegede, var, at den mildeste form for omskæring af piger i anatomisk henseende faktisk svarer fuldstændigt til omskæring af drenge, og det hænger naturligvis ikke sammen, at vi har forbudt den ene, men ikke den anden omskæring. I etisk henseende er vi forpligtet til at påvise, at der er en relevant, principiel forskel imellem to situationer, hvis vi mener, at noget er tilladeligt i den ene situation, men ikke i den anden. Så også af denne grund falder argumentationen for at opretholde retten til drengeomskæring til jorden.

Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance anførte, at der er eksempler på, at man i nogle kulturer er gået bort fra pigeomskæring, og han ville derfor gerne vide, om dette – pga. den megen omtale af vigtigheden af omskæring for fællesskabet – havde bevirket, at den pågældende kultur var brudt sammen. Shah skulle svare, og han talte meget længe, men undgik alligevel at svare på spørgsmålet. Det fik ordstyreren, Mette Gjerskov, formand for Tværpolitisk Netværk og næstformand i Folketingets Udenrigsudvalg, til at drage sin egen konklusion, som var, at Shah (i det mindste indirekte) havde erkendt, at der ikke var eksempler på dette i muslimske trossamfund i Danmark. Det medførte tilråb fra salen, der tydeligvis drejede sig om, at det kunne Gjerskov ikke tillade sig at konkludere. Derefter gav hun Shah ordet igen og han sagde, at det var svært at udtale sig om, fordi folk ikke henvender sig om disse ting i Danmark, men han tilføjede også, at det i udlandet ikke havde været afgørende for folk. En ganske interessant udtalelse i betragtning af den megen snak om omskæringens betydning for fællesskabet.

Der findes flere internationale konventioner, der kan komme på tale, når man diskuterer omskæring, men som sædvanlig – fristes man til at sige – er de indbyrdes modstridende. FN’s Børnekonvention, som Per Larsen, formand for Børnerådet, udtalte sig om, vil dog formentlig komme til at stå stærkest, og det fremgår af denne konventions §24, at man ikke må påføre børnene lidelser:

Deltagerstaterne skal tage alle effektive og passende forholdsregler med henblik på afskaffelse af traditionsbundne ritualer, som er skadelige for børns sundhed.

Det ser ud til, at danske politikere er meget delt i spørgsmålet om omskæring, selv om tre fjerdedele af befolkningen i opinionsundersøgelser er imod omskæring. Det har jeg svært ved at forstå, med mindre man er bekymret for eksporten af varer til muslimske lande og frygter en ny ”Arla-affære”, hvor virksomheden som bekendt undskyldte for nogle tegninger, den ikke havde haft noget med at gøre.

Danske læger er derimod ikke i tvivl. Da Sundhedsstyrelsen reviderede sin ”Vejledning om omskæring af drenge” i december 2013, blev revisionen sendt i høring. Lægeforeningen, Dansk Kirurgisk Selskab og Dansk Selskab for Almen Medicin kom med stærkt kritiske høringssvar. Efter Lægeforeningens opfattelse bør rituel omskæring af drenge alene ”kunne foretages på grundlag af den pågældende drengs/unge mands informerede samtykke”. Dansk Kirurgisk Selskab ”er principielt modstander af kirurgiske indgreb på raske umyndige personer uden medicinsk indikation”. Dansk Selskab for Almen Medicin, der taler på vegne af landets praktiserende læger, skrev, at ”omskæring kun skal udføres på medicinsk indikation”. Og på selskabets hjemmeside slog de praktiserende læger fast: ”Hvis der udføres omskæring uden medicinsk indikation, er der tale om lemlæstelse”.

Andre høringssvar var også interessante. Dansk Pædiatrisk Selskab mente, at det burde fremgå, at ”rituel omskæring ses som medicinsk ubegrundet og sidestilles med et kosmetisk indgreb”, som man jo normalt skal være 15 år for at kunne give samtykke til. Børnerådet anførte, at Sundhedsstyrelsen svigter sit ansvar i henhold til art. 4 om god regeringsførelse i Børnekonventionen med hensyn til art. 3 (princippet om barnets bedste) og art. 19 (beskyttelse af barnet mod enhver form for vold) ved ikke i vejledningen at omtale de hensyn, der bør overvejes, inden en læge medvirker til omskæring. Børns Vilkår mente, at indgrebet er i strid med juridiske og etiske principper, idet indgrebet er irreversibelt, og Sex og Samfund anbefalede, at de mere principielle spørgsmål om barnets rettigheder og retten til kropslig integritet behandles, inden Sundhedsstyrelsen med en vejledning cementerer den eksisterende praksis.

For mig at se er der kun én ting at gøre: Forbyd drengeomskæring på samme måde som pigeomskæring er forbudt, og gør det nu. Der er ingen grund til at vente længere og påføre endnu flere drenge unødige lidelser, der kan være livslange. Jeg er enig med Morten Frisch, som i Politiken den 4. marts 2014 skrev: ”Lad danske drenge blive de første i verden, som kan vokse op i tryg forvisning om, at ingen får lov til at ændre på deres kønsorganer, medmindre der er tvingende medicinske grunde til det.”

Indtil forbuddet kommer, bør danske læger selv bidrage til at forhindre omskæring. Omskæring af drenge er nemlig efter Sundhedsstyrelsens opfattelse et operativt indgreb i autorisationslovens forstand, og dermed forbeholdt læger. Mærkværdigvis tillader Sundhedsstyrelsen, at ikke-læger kan udføre omskæringen, men det forudsætter, at der er en læge til stede under indgrebet. Eftersom vi læger slet ikke bør bidrage til rituel omskæring, fordi det strider mod vort lægeløfte om først og fremmest ikke at forvolde skade (primum non nocere), og både Lægeforeningen og Dansk Kirurgisk Selskab er imod det, ligger det lige for, hvad danske læger bør gøre: Nægte at medvirke til rituel omskæring. På Rigshospitalet foretog man rituel omskæring på 315 drenge i perioden 1997-2003. Jeg fatter ikke, hvorfor mine kolleger har accepteret at udføre et så barbarisk operativt indgreb uden indikation, og hvordan Sundhedsstyrelsen kan finde på at lave en vejledning til læger om, hvordan de skal udføre en uetisk operation. Det kan godt være, at politikerne tøver, og at Sundhedsstyrelsen slæber på fødderne, hvilket den ofte gør, når det vil give ballade at tage de rigtige beslutninger. Men det bør læger ikke gøre. Kom så i gang, og sig nej.