Fup eller fakta om psykofarmaka

Peter C. Gøtzsche er professor, dr.med., Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet.

 

Region Hovedstadens Psykiatri og Psykiatriforeningernes Fællesråd holdt et arrangement om psykofarmaka med denne titel på Rigshospitalet den 27. januar. Mødet skulle give ”en neutral og nøgtern vurdering af medicinen”, og anledningen var, at jeg havde igangsat en debat om psykofarmaka i Politiken for et år siden (kroniken 6. januar 2014).

Det var en god ide at fortælle de omkring 400 tilhørere ”hvad vi ved og ikke ved om psykofarmaka”. Men knap så smart at vælge tre professorer fra Region Hovedstadens Psykiatri til at fortælle, hvad der er fup eller fakta, hvoraf Lars Kessing er på lønningslisten hos to firmaer, der sælger psykofarmaka, hvilket han undlod at fortælle tilhørerne om.

Kirsten Hove, formand for Fællesrådet, startede med at vise de 10 myter, psykiatrien benytter sig af, som jeg beskrev i Politiken for et år siden. En tidligere patient spurgte derfor, hvorfor man ikke havde inviteret den person som oplægsholder, der havde rejst debatten. Kessing svarede, at folk ikke ville kunne følge med i en videnskabelig debat mellem professorer. Men hvis tilhørerne kan følge med i tre professorers præsentationer, så kan de sikkert også følge med i en diskussion mellem fire professorer. Det drejede sig snarere om, at systemet slog ring om sig selv. Man ville åbenbart ikke risikere, at tilhørerne fik en anden opfattelse af psykofarmaka end den, faget selv havde taget patent på.

Heldigvis havde man også inviteret Jens Peter Dam Eckardt Jensen, chefanalytiker i pårørendeforeningen ”Bedre Psykiatri”. Han fortalte om en undersøgelse fra 2013 af de pårørendes syn på psykofarmaka. Det var en ganske anden historie end professorernes:

1) Kun hver femte pårørende har i høj grad tillid til, at psykisk syge behandles med den korrekte medicin, og kun hver femte har tillid til, at man fra sundhedspersonalets side reagerer rettidigt, hvis den syge får bivirkninger af medicinen.

2) Tre ud fire er bekymret for den syges helbredsmæssige tilstand pga. medicinen.

3) Hver anden har oplevet, at den syge har fået den forkerte kombination/dosis af medicin.

4) Mere end 4 ud af 5 pårørende har oplevet, at den syge har fået bivirkninger af medicinen.

5) Hver femte har på et tidspunkt været bekymret for, at den medicinske behandling har være livstruende for den syge.

6) Fire ud af fem mener, at den medicinske behandling fylder for meget i forhold til andre behandlingsformer (terapi, fysisk aktivitet og lignende).

Eckardt Jensen anbefalede, at vi skal ændre kultur, vaner, adfærdsmønstre, praksismønstre, og huske refleksion og etik; at vi skal have fokus på recovery – det at blive rask; og at vi skal bruge og inddrage de pårørende.

Professorerne fremlagde adskilligt interessant, men det var bestemt ikke ”en neutral og nøgtern vurdering af medicinen”, som man havde lovet, hvilket flere af tilhørerne, hvoraf mange var velinformerede patienter eller pårørende, påpegede overfor mig i pausen.

Professor Merete Nordentoft fortalte om, hvordan opsøgende psykoseteams, med inddragelse af de pårørende som Eckardt Jensen anbefalede, havde ført til færre indlæggelser, mindre brug af bosteder, og færre udgifter end traditionel behandling.

Men så kom der en hårrejsende påstand, nemlig at patienter med skizofreni lever længere, når de får antipsykotika. Nordentoft henviste til en meta-analyse af flere studier, men medgav dog, at patienterne kun var fulgt i kort tid. Nordentofts opfattelse passer dårligt med, at skizofrene lever omkring 20 år kortere end andre; at mange får voldsom vægtøgning og diabetes af medicinen, hvilket forkorter livslængden ganske meget; og at en meta-analyse af ældre viste, at der dør dobbelt så mange, når de får antipsykotika end når de får placebo. Det var falsk reklame for nogle meget farlige lægemidler, og meta-analysen var forkert udført. Hvis man analyser data korrekt, viste den 65% overdødelighed på antipsykotika. Jeg har estimeret i min bog, Dødelig Medicin og Organiseret Kriminalitet, at bare et præparat, Zyprexa, har slået 200.000 mennesker ihjel på verdensplan.

Nordentoft omtalte en anden oversigt, der også var for god til at være sand. Den viste, at når man fortsatte med at give antipsykotika til patienter, der havde fået det godt på medicinen, fik kun 3% tilbagefald det første år, mens 77% fik tilbagefald, når man ophørte med medicinen. Det var elendig forskning. Kun to af studierne havde en placebogruppe, og det ene af de to studier havde kun 7-8 patienter i hver gruppe.

Nordentoft fortalte dog også om et ordentligt gennemført langtidsforsøg, og det viste, at flere patienter blev helbredt, når de fik så lidt medicin som muligt eller holdt helt op, og hun advokerede for, at vi må finde dem, der kan klare sig uden antipsykotisk medicin. Det må man give hende ret i. Patienter med skizofreni er sædvanligvis voldsomt overmedicineret, med mange slags psykofarmaka, hvilket i høj grad skyldes, at bivirkninger fejltolkes som en ny sygdom, og så behandler man også denne indbildte sygdom, selvom man i virkeligheden skulle have trappet ud af den første medicin.

Professor Lars Kessing gentog en række myter om antidepressiva, fx at de forebygger depression, men det drejer sig om studier, hvor patienterne i den ene gruppe bliver udsat for en kold tyrker (man holder pludselig holder op med medicinen fra den ene dag til den anden). Faktisk er det mere korrekt at sige, at antidepressiva fremkalder eller vedligeholder depressionen. Data fra både USA og Finland viser, at ud af 100 personer, der sættes i antidepressiv behandling, er 60 fortsat i behandling efter 2 år, og efter 5 år er 45 fortsat i behandling i Finland. Det viser, at medicinen fastholder folk i deres sygdom og gør forbigående problemer kroniske. I gamle dage varede en depression 6-9 måneder, uanset om den blev behandlet eller ej, og der var ikke ret mange, der fortsat var depressive efter 1 og 2 år.

Hovedårsagen til, at folk fortsætter i årevis eller resten af livet med at tage antidepressiva er, at halvdelen har svært ved at holde op igen pga. abstinenssymptomer, og fordi lægerne ikke vil hjælpe dem med at trappe ud af behandlingen. Lægerne er som oftest meget imod det, når patienter henvender sig og klager over bivirkninger og gerne vil holde op. Det skyldes, at lægerne ved meget lidt om ophørssymtomer og ofte fejltolker dem, som om patienterne stadig er syge og har brug for medicinen. De ved også meget lidt om, hvordan man trapper patienterne ud af medicinen, og hvor meget det kræver i form af tid, planlægning og støtte fra familie og venner, som bedre end patienten kan vurdere, hvis der under udtrapningen opstår farlige symptomer, fx voldsom rastløshed (akatisi), som kan disponere til både selvmord og mord.

Kessing nævnte, at antidepressiva ikke øger selvmordsrisikoen hos raske. Det passer ikke, og vi kender virkningsmekanismen. Antidepressiva kan naturligvis også give akatisi hos raske, og mange raske personer har begået selvmord eller mord under indflydelse af denne voldsomme bivirkning, hvor de slet ikke er sig selv. Jeg holder mange foredrag om psykofarmaka internationalt, både for lægfolk og psykiatere, og jeg har mødt mange efterladte, der prøver at udbrede budskabet om, at antidepressiva er farlige, så andre kan undgå at opleve den samme tragedie. Nogle tog livet af sig, selvom de bare prøvede medicinen for sjov, andre døde eller blev mordere pga. lægefejl. De fejlede nemlig ikke noget, man skal bruge antidepressiva til. Nogle havde svært ved at sove, andre havde ægteskabelige problemer, nogle havde for travlt på arbejdet, nogle havde skiftet skole, og nogle var blevet vraget af deres kæreste.

Kessing nævnte, at effekten på depressionen er usikker hos børn, men mente alligevel, at hvis andet ikke har hjulpet, kan antidepressiv behandling ”forsøges da ubehandlet depression øger risikoen for funktionspåvirkning og selvmord.” Det er en meget farlig anbefaling. Kessing anerkender, at antidepressiva hos børn og unge øger risikoen for selvmordsadfærd, men mener ikke, risikoen for selvmord øges. Det er noget vrøvl, som medicinalindustrien også prøver at bilde folk ind. De to ting er tæt forbundne, og det burde være forbudt at bruge antidepressiva til børn, også fordi der formentlig slet ikke er nogen effekt på depressionen.

Det er også en myte, at antidepressiva kun er farlige for børn og unge. Folk i alle aldre har begået de uhyrligste forbrydelser, inklusive massemord pga. akatisi. Når man giver antidepressiva til folk over 65 år, dør én ud af 28 for hvert år, de behandles, fordi de bliver usikre på benene, falder og brækker hoften. De ældre bør man derfor heller ikke behandle.

Kessing afviste, at man kan blive afhængig af antidepressiva. Men han er førsteforfatter til en undersøgelse, hvor 55% af 500 patienter mente, at deres krop kunne blive afhængig af antidepressiva. Det svarer nøje til, hvad andre undersøgelser har vist. Kessing skrev imidlertid i sin artikel, at patienterne var meget uvidende og havde negative attituder, og trængte til ”psykoedukation”, dvs undervisning i, hvordan psyken fungerer. Der er bare det problem, at patienternes pårørende havde samme opfattelser af antidepressivas forskellige virkninger, og der var også mange blandt tilhørerne, som gerne ville af med deres medicin.

Professor Kerstin Plessen fortalte, at man kan se forandringer på hjernescanninger hos børn med ADHD. Jeg har studeret denne litteratur, og den er usikker. Hvis der er hjerneskader, er det formentlig medicinen, der er årsagen, ligesom det er tilfældet for skizofreni. Det ville også være mærkeligt, hvis det var ADHD. Det er jo ikke nogen sygdom; det er en etiket, man giver mennesker, der er mere aktive, impulsive og energiske end andre, og har svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Der er også mennesker, der er lavere eller højere end gennemsnittet, men de er da heller ikke syge og har heller ikke hjerneforandringer. Plessen sagde, at der var 80% overensstemmelse mellem enæggede tvillinger, men det fortæller os bare, at personlighedstræk er arvelige, ganske som talent for fodbold eller musikalitet er det. Dyrestudier tyder på, at medicinen kan fremkalde varige hjerneskader.

Plessen hævdede, at medicinen bedrer den sociale funktion og nedsætter risikoen for senere kriminalitet og muligvis stofmisbrug. Jeg mener, forskningen siger det modsatte. Børnene isolerer sig. National Institute of Mental Health gennemførte et meget stort lodtrækningsforsøg, hvor 579 børn fik enten Ritalin, psykoterapi, begge dele, eller rutinebehandling. Efter tre år var der ingen forskelle mellem grupperne, men forskerne forsøgte at skjule dette faktum ved brug af meget indviklet statistik. Der var mere stofmisbrug hos dem, der fik Ritalin end hos dem, der fik psykoterapi. Ritalin beskyttede heller ikke mod kriminalitet, snarere tværtimod. Der var ingen gavnlige virkninger af Ritalin på langt sigt, hvorimod stoffet nedsatte væksten, så børnene blev lavere og vejede mindre end andre børn.

Ritalin er blevet vor tids spanksrør. Men man skal være tålmodig med disse børn i stedet for at medicinere dem. De er ofte urolige pga. hjemlige problemer, eller fordi læreren ikke evner at skabe respekt om undervisningen. Et canadisk studie af 1 million skolebørn viste, at blandt børn i den samme klasse var der 50% større risiko for at være i behandling med ADHD medicin, hvis man var født i december, end hvis man var født i januar. Det er jo fordi decemberbørnene har haft 11 måneder mindre at udvikle sig i end januarbørnene. De diagnostiske kritier for ADHD er i øvrigt så fjollede, at mange af os kunne få diagnosen, hvis vi blev undersøgt.

ADHD medicin er stimulanser og giver effekter som kokain og amfetamin, og amfetamin bruges stadig til ADHD. Stofferne er farlige, og et amfetaminpræparat blev trukket tilbage i Canada efter 14 pludselige dødsfald hos børn. De kan også føre til afhængighed og kokainmisbrug, og der advares om øget selvmordsrisiko. Nogle børn bliver deprimerede af medicinen, andre bliver opstemte, og nogle udvikler kompulsiv adfærd, og så stilles der måske en diagnose på depression, bipolaritet eller OCD, hvilket er forkert, fordi det jo er lægemiddelbivirkninger.

Meget ofte erkender lægerne ikke, at nye symptomer er medicinbivirkninger, og så får patienterne medicin også for disse symptomer, selvom man skulle have trappet dem ud af den første medicin. Det er en meget vigtig grund til, at så mange psykiatriske patienter ender med at blive multimedicinbrugere, hvilket er meget skadeligt for dem og gør det endnu sværere at komme tilbage til en normal, medicinfri tilværelse.

Psykolog Olga Runcimann påpegede fra auditoriet, at historien om, at psykiske sygdomme skyldes en kemisk ubalance, er død i udlandet, og hun spurgte, om den også er død i Danmark. Det ønskede ingen af professorerne at svare på, og ordstyreren holdt dem ikke fast på, at de skulle svare, selvom jeg to gange gjorde opmærksom på, at de ikke havde svaret. Psykiaterne bruger denne skrøne til at overtale patienterne til at fortsætte med medicin, som de helst ville holde op med, fordi den ikke hjælper og giver bivirkninger. Psykiaterne siger ofte, at det er ligesom at give insulin til en sukkersygepatient. Det er det ikke. Der er ingen ”kemisk ubalance” til at begynde med, men medicinen skaber en kemisk ubalance, hvilket giver abstinenser hos mange, hvis de prøver på at holde op.

Vi skal oprette et antal afvænningsklinikker, der hjælper folk med at komme af med medicinen, som på langt sigt gør mange sygere, end de var i forvejen. Psykiatrien har hårdt brug for at lytte til dens kritikere, da vi står med en kolossal selvskabt medicinepidemi. Jeg kan anbefale psykiater Peter Breggins bog ”Psychiatric drug withdrawal: a guide for prescribers, therapists, patients, and their families”. Det kan tage måneder eller år at blive afvænnet. Breggin går i øvrigt ind for, at man slet ikke bør give psykofarmaka til børn. Jeg er ganske enig.