Tager Sundhedsstyrelsen hensyn til Lundbeck?

Kommentar til Peter C Gøtzsches kronik i Politiken ”Sundhedsstyrelsens råd om depressionspiller er farlige”.

Af psykolog Anne-Marie Krogsbøll

Tak til Gøtzsche for hans utrættelige kamp for evidensbaseret omgang med lægemidler, herunder depressionsmidler. Denne gang i form af en faktaproppet kronik. Når Sundhedsstyrelsen udgiver en ny faktaresistent vejledning, kan man kun gisne om hvorfor. Det er mærkeligt. Et vildt gæt: Kan det have at gøre med, at Lundbecks overskud er faldet med næsten en tredjedel pga. svigtende salg? Lundbeck – en magtfaktor i sundhedsvæsnet. Uha, hvad kan vi gøre – en  ny vejledning, måske?

Det er i denne sammenhæng uheldigt, at lægemiddelstyrelsens direktør har en fortid i medicinalindustrien, og at vi ikke har noget værn mod svingdørskarrierer i det offentlige. Uanset hvad det i praksis betyder – det er ikke tillidsvækkende ift. Sundhedsstyrelsens troværdighed. I hvert fald kan det undre, at styrelsen ikke har taget imod tilbuddet om at kommentere på Gøtzsches kronik. Måske har de ingen gode argumenter? I så fald er det pinligt, og farligt for patienterne.

PS: Politiken skal have ros for at trykke kronikken på trods af sine million-bånd til den erhvervsdrivende fond Lundbeck-fonden via “Årets lærer”.